Lokal kunstner nomineret til international hæderspris
Publiceret 28-07-2025
Publiceret 28-07-2025

Laura Baruël er nomineret til DarkSky Internationals Starry Night Art and Culture Award for sit arbejde med at formidle værdien af nattemørket gennem kunst og design.
Når mørket falder på, åbner en anden verden sig. En verden af arter, lyde og rytmer, som de færreste af os lægger mærke til i en hverdag præget af kunstigt lys.
Det er netop denne skjulte verden, som tekstildesigner Laura Baruël arbejder med at gøre synlig gennem kunst, design og formidling. Med udgangspunkt i nattens natur skaber hun fortællinger, der inviterer flere til at opdage mørket som en vigtig del af naturens kredsløb – og som noget, vi skal værne om.
For dette arbejde er Laura Baruël nu indstillet til den internationale Starry Night Art and Culture Award, som uddeles af DarkSky International.
Et centralt eksempel på Laura Baruëls arbejde med mørket er Dark Sky-muleposen, hvor natsværmernes skjulte univers danner motivet. Gennem tekstilkunst har hun skabt et visuelt udtryk, der bringer en ofte overset del af naturen frem og inviterer til refleksion over den verden, der folder sig ud efter solnedgang.
Muleposen er et eksempel på, hvordan kunst kan skabe en følelsesmæssig forbindelse til mørket. Hvor formidling om lysforurening ofte handler om fakta og konsekvenser, åbner kunsten en anden vej ind – gennem nysgerrighed, æstetik og genkendelse.
Læs mere om historien bag Dark Sky-muleposen her.

Laura Baruël arbejder ikke kun med kunst som et færdigt udtryk, men også som en måde at invitere mennesker til selv at opleve og undersøge nattens natur, og gennem sit arbejde bidrager hun til at udbrede fortællingen om Dark Sky til en endnu bredere målgruppe.
Hun står blandt andet bag en workshop om natsværmerlanterner under Folkemøde Møn lørdag den 22. august i Dark Sky-teltet på Torvet i Stege. Her kan deltagerne komme tættere på natsværmernes fascinerende verden og blive klogere på nattens biodiversitet.
Laura Baruël er desuden medskaber og bestyrelsesmedlem i den kommende Mørkefestival Møn & Nyord, der lanceres i 2026. Festivalen skal samle kunst, natur, videnskab og lokale fællesskaber omkring oplevelsen og beskyttelsen af mørket.
Starry Night Art and Culture Award uddeles af DarkSky International til personer, organisationer, institutioner, museer, gallerier og andre aktører, der gennem kunst og kultur er med til at skabe opmærksomhed omkring værdien af naturligt mørke og stjernehimlen.
Prisen anerkender kunstneriske projekter inden for blandt andet litteratur, billedkunst, installationer, udstillinger og film, hvor der skabes en tydelig forbindelse til mørket, nattehimlen eller udfordringerne ved lysforurening.
Det er DarkSky Internationals Awards Committee, der gennemgår de indkomne nomineringer og udvælger prismodtagerne. Vinderen offentliggøres i forbindelse med DarkSky Internationals årlige konference Under One Sky i november 2026.